MORTEN KNUDSEN (DK), SIX DAYS AND SIX NIGHTS

*English below

After great pain, a formal feeling comes
-Emily Dickinson

Nogen siger, at sorg får tiden til at holde op med at findes. Måske fordi den nødvendigvis inficerer
en hel tilværelses bestanddele, også dens tid. Måske bliver sorgens tid lige så ikke-lineær som et
maleri. Måske er den en flade mere end en linje, noget sort i øjnene uanset hvor længe efter sorgens
begyndelse.

Billederne herinde, de kan være en elegi. De kan være et arbejde, en måde at fylde hverdag ned i
hænderne. Billederne herinde, de er billeder fra en tragedie. Om tragediens kraft kan man spørge: er
den mægtigere jo tættere i tid den befinder sig på et mirakel.

Tragedien hænger herinde, men billederne af den er ikke entydigt dramatiske, de er stille og fulde af
kraft, som var de begyndelsen på en ny dag. Spiraler kan ligne alting, og sorgens afsindige drama er
usynligt for enhver anden end den sørgende. Spiraler kan ligne alting: forbigående optimisme og
afgrund og hallucinationer, evighed og begyndelse og slutning, og så pludselig en varm sol eller
noget lysende man kan gribe fat i, der faktisk kender sin retning. Spiraler kan ligne alting, de er tegn
på foretagsomhed af forskellig art. For eksempel:

At stå op gentagne gange, og blive stående.
En systematisk reaktion på fornemmelsen af, at selve skønheden har forladt sproget.
Et systematisk forsøg på at bringe den tilbage.
At skrige i et landskab eller på et badeværelse.
Og så videre.

En spiral ender aldrig, en søn ender aldrig, en far ender aldrig, en sorg ender aldrig, orange ender
virkelig heller aldrig.

Billederne herinde, de dirrer. Måske fordi det var vigtigere for dem at blive lavet end at blive set.
Vigtigheden af et ansigt at klamre sig til, mens tiden smuldrer. Udstillingens eneste ansigt er
hospitalspræstens, et ansigt hvis blik lever af at lindre. Om ansigtet kan man spørge: ved man selv,
at man har et, når man sørger. En andens ansigt derimod, det er noget at beundre også gennem
hvidglødende ulykke. Måske gør sorg alting til silhouetter.

Billederne herinde, deres sårbarhed minder om et menneskes. Disse billeder er næppe evige, det
monumentale i tragedien er næppe evigt, men begge dele vil findes gennem et liv, som haver hvor
blomster vil visne og blive.

Morten Knudsens søn Ernst levede i seks dage og seks nætter.

Af Nanna Friis

Adresse:
HUSET FOR KUNST & DESIGN
Nørrebrogade 1
7500 Holstebro

Åbningstider:
Torsdag og fredag kl. 14.00 - 18.00
Lørdag og søndag kl. 12.00 -16.00
Gratis adgang



For mere information kontakt kunstnerisk leder Anna Margrethe Pedersen via e-mail:
info@hfkd.dk 

*English version:

After great pain, a formal feeling comes
-Emily Dickinson

Some say that grief makes time cease to exist. Perhaps because it necessarily infects the components of an
entire existence, including its time. Perhaps grief’s time becomes as non-linear as a painting. Maybe it is a
surface more than a line, something black in your eyes no matter how long after grieving begins.

The pictures in here, they can be an elegy. They can be a job, a way to inject everyday life into your hands.
The pictures in here, they are pictures from a tragedy. On the power of tragedy one can ask: is it more
powerful the closer in time it occurs to a miracle.

Tragedy hangs in here, but its pictures are not unambiguously dramatic, they are quiet and full of force, as
were they beginnings of a new day. Spirals can look like anything, and the frantic drama of grief is invisible
to anyone but the mourner. Spirals can look like anything: transient optimism and abyss and hallucinations,
eternity and beginning and end, and then suddenly a hot sun or something gleaming you can seize that actually knows its direction. Spirals can look like anything, they are signs of various endeavors. For instance:

To get up repeatedly, and stay standing.
A systematic response to the hunch that beauty itself has abandoned language.
A systematic attempt to bring it back.
Screaming in a landscape or a bathroom.
And so on.

A spiral never ends, a son never ends, a father never ends, a grief never ends, orange definitely never ends
either.

The pictures in here, they tremble. Perhaps because being made was more important to them than being
seen. The importance of a face to cling to while time disintegrates. This exhibition’s only face is that of the
hospital priest, a face with eyes which soothe for a living. About faces one can ask: are you aware, whether
or not you have one when you’re grieving. Another person’s face, by contrast, that is something to admire,
also through white-hot catastrophe. Maybe grief makes everything silhouettes.

The pictures in here, their vulnerability resemble a human being’s. These pictures are hardly eternal, a
tragedy’s monumentality is hardly eternal, but both will exist through a life, like gardens where flowers will
wither and stay.

Morten Knudsen’s son Ernst lived for six days and six nights.

By Nanna Friis

Udstillingsprogrammet på HFKD er generøst støttet af Færchfonden, 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Holstebro Kommune.

-

The program at HFKD is generously supported by Færchfonden, 15. Juni Fonden, The Danish Art Foundation, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden and Holstebro Municipality.